Maiken Hejnfelt
ARTIST INFO
Maiken Hejnfelt (1960) er en kunstner med vind i sejlene. Hun har udstillet flere steder i udlandet, herunder Italien, Tyskland og New York og Los Angeles. Maikens erfaring spænder vidt, hun maler råt, romantisk og altid med en fin sans for farvespillet. I denne udstilling om himler viser Maiken sine evner til at fange himlens mange nuancer og stemninger.
De seneste 20 år har Maiken levet af sin kunst, både som aktiv kunstner og som underviser. Maiken er fascineret af de store vidder og lysets virkning på stemningerne. Hendes stil bevæger sig i feltet mellem abstrakt og naturalisme, men altid med stemningen for øje.
Maiken er i stand til med sine penselstrøg og spartelteknikker at bjergtage beskueren med sine naturskildringer.
For Gallerimagine er Maiken Hejnfelt et naturligt valg, da hendes værkers balance mellem det abstrakte og figurative tiltaler og charmerer. Hun viser i sine værker en vildskab, som fanger og får os til at mærke lyden af bølgerne og duften af saltvandet.