Shefali

ARTIST INFO

Shefali Ranthe, født 1972 i Bangladesh, og endte som spæd på gaden, da hendes mor døde foran hende. Hendes morfar hjalp den lille pige til et katolsk børnehjem. Hun blev som 6-7-årig adopteret til Danmark.

Kunst har altid været med hende, men det var først i 2008, da hun flyttede til Dubai, at hendes kunstkarriere for alvor startede. Det blev til 10 gode og lærerige år, med mange internationale udstillinger og egen kunstskole. Siden 2018 har hun og hendes børn boet i København. Shefali er autodidakt kunstner og kendt for sine strålende kompositioner. Hendes malerier er inspireret af 50’ernes kunstscene, især CoBrA- og Avant Gardebevægelsen, og hendes stil er kendetegnet ved semi-abstrakte, naive og spontane kompositioner af både mennesker og dyr.

Hun er særlig kendt for sine etablerede serier ”Joy of Life” og “Tribute to Mother” fra tiden i Dubai. Herhjemme har hun malet “SHE” serien og nu den seneste ”Livets Sande Farver”. I overgangen fra serien ”Joy of Life” til serien ”Livets Sande Farver” har Shefali været på en indre rejse og forenet de to serier som en helhed – et helt menneske.

Overgangen til et liv, hvor følelserne bliver tydeligere, kræver mod. Det indebærer at se indad, konfrontere og acceptere alle aspekter af ens følelsesliv – også de smertefulde. Ved at lytte til sin indre stemme og forstå sine følelser opnår man en dybere forbindelse med sig selv. For Shefali handler det i sidste ende om at finde en balance mellem at nyde livet ubekymret og at dykke dybt ned i ens egne følelser og indre verden.

Gallery